Jeg synes, det er en fantastisk oplevelse at være på Island for at spille fodbold. Det er svært at definere et egentligt niveau, men jeg synes, at vi har et godt hold, og vi ligger altså kun nummer fem eller seks i næstbedste række.
Derimod er det islandske folk lettere at definere. Det er et stolt folk, der tager alt stille og roligt, og som altid er klar med en hjælpende hånd til alt og alle. Sådan bliver man nok af at bo et sted, hvor man uden varsel kan støde på jordskælv og isbjørne eller få glødende lava ind i soveværelset midt om natten.
At alt tages meeeeget stille og roligt kan være uvant for en dansker; men det passer egentlig meget godt til mit gemyt. Dog kunne jeg godt tænke mig at få lagt lidt trægulv i mit køkken igen. Det blev fjernet i forbindelse med en vandskade for 6 uger siden. En meget mærkelig og snakkesalig tømrer forsikrede mig ellers dengang om, at han snart ville vende tilbage.
Først var han dog ret ligeglad med mig. Så fandt han ud af, at jeg spillede professionel fodbold, og dernæst snakkede han uden stop i to timer. Han havde i en lang periode været fodbolddommer heroppe og kunne berette, at man skulle passe på med at dømme imod hjemmeholdet, hvis man kom for langt væk fra Reykjavik. Eksempelvis fik han altid kastet sten på sig af tilskuerne langt oppe nordpå, hvis han som linievogter dømte imod de lokale helte. Det samme skete stort set for alle dommere, når de besøgte dette spillested. Slutteligt fik klubben ved navn KS Leiftur et års karantæne. Efter få måneder fyldte klubben dog 100 år, og som gave af det islandske fodboldforbund blev karantænen ophævet.
Før tømreren endelig gik, bukkede han for mig med ordene: May all your balls be round, and may all your goals make women faint.
Det skal siges, at der slet ikke findes få heroppe, der er endnu mærkeligere end han, og det er, synes jeg, ganske fantastisk.
- For denne gang: Høyer - Reykjavik - out
Du skal være logget ind for at kommentere
Jimmy Høyer:
Islandsk finanskrise....ikke min skyld
30. oktober 2008 14:29
Jimmy Høyer:
En fodboldsaga fra Island
07. august 2008 13:43
Århus GF-sportschef, Claus Blem, er godt tilfreds med de spillere, der blev tilknyttet truppen på...